Press enter to begin your search

Hvordan de døende reddede mit liv #1 – Sjælesorgssamtaler

Vis mig hvordan jeg dør / Sjælesorgssamtaler  / Hvordan de døende reddede mit liv #1 – Sjælesorgssamtaler
Sjælesorgssamtale Jall & Jade

Hvordan de døende reddede mit liv #1 – Sjælesorgssamtaler

 
 
Sjælesorgssamtale imellem Ole Jall & Jade Mar Rolsted #1

 

Kære Jade,

“Vis mig, hvordan jeg dør!” var dit nødråb, som du inviterede mig til at læse på din blog her.

Og jeg kommenterer det således:

“Oh, så smukt og livfuldt: du og døden. Tiltrængt at lufte ud i dødens fortrængte tilstand. Tabuet. Måske jeg engang skulle formulere noget om, hvordan de døende reddede mit liv? Men for nu vil jeg fortælle, at for mig er selve døden faktisk ikke så afgørende mere. Det afgørende for mig er at kunne forholde mig til og forstå og forlige mig med det skræmmende forhold, at alting ALTING forandrer sig HELE tiden, forfalder og forsvinder fuldstændigt i den form, som vi forsøger at fastholde (inklusiv os selv!) Udfordringen er for mig herefter at turde og kunne give slip og overgive mig – overgive mig til hvad?! – ja, til “den evige genfødsel” og virkeligheden og måske endda kærligheden og medfølelsen med alle levende væsener!!” 

 

Herefter udfordrede du mig til en sjælesorgssamtale om døden og andre livfulde sager med en række spørgsmål:

”Hvordan reddede de døende dit liv?
Hvordan lykkes du med at give slip og overgive dig?
Ja, så dét, du overgiver dig til, er ”den evige genfødsel” – virkeligheden.. Så hvad er virkeligheden? Hvad er kærlighed?”

 

Hvis virkeligheden er forgængelig, hvordan er den så virkelig? Egentlig?

Jeg vil tage udfordringen op med udgangspunkt i min erfaring med, hvordan min egen sandhed og virkelighedsforestilling er relativ, og at det er muligt og måske også nødvendigt at give slip på den:

Allerede som barn (6-7 år) oplevede jeg, at jeg ikke kunne stole på den umiddelbare virkelighed. Den gang ikke som en indsigt. Bare en erfaring.

Min mor lod sig skille fra min far og efterlod mig hos sine forældre i en anden landsdel, uden at jeg fik nogen besked, endsige forklaring på nogen af delene. Jeg var bare hensat i en ny, uforståelig virkelighed.

Jeg ved ikke, hvordan jeg mestrede denne smertelige erfaring som barn.

 
At kæmpe imod forgængeligheden – hengivelsen til livets frie bevægelse og lederskab

Til gengæld kan jeg se tilbage på, hvordan jeg, da jeg som 20-30 årig selv stiftede familie, gjorde mig store anstrengelser for at beskytte min kone og børn imod enhver usikkerhed. Det krævede en høj grad af kontrol og forudseenhed – og tilsvarende mange bekymringer at skulle bære hele ansvaret for at imødegå alle eventualiteter og for hele familiens velbefindende. Det gav også anledning til megen frygtbaseret vrede, når noget gik galt. Med andre ord; stor lidelse for både mig selv og andre.

Da jeg endelig ”vågnede op”, (og familien for længst var opløst) kunne jeg se, hvordan jeg, billedlig talt, i ensom majestæt havde kæmpet mig stærkt og mandigt (og krampagtigt) op imod strømmen med alle andre på slæb. Dette ikke bare privat, men også arbejdsmæssigt!

 
At slippe

Endelig, som 50-årig, var jeg så udfordret af en altomfattende livskrise og stress, at jeg måtte acceptere, at jeg ikke som hidtil kunne (og skulle) klare alting selv.

Men tanken om at give slip på vaneforestillingerne og at overgive mig til noget ukendt var rædselsvækkende og føltes direkte livstruende, hvad den ret beset også er! Dér er man helt alene, som i døden!

Når jeg på den måde overgiver mig og giver slip, forsvinder det liv og den virkelighed faktisk, som jeg hidtil krampagtigt har holdt fast i.

Men der er andre liv og virkeligheder, – og nye muligheder viser sig!

Det ved man bare ikke!!

 

Druknedrømmen

Måske havde jeg heller ikke turdet give slip, hvis ikke jeg havde fået inspiration fra en ellers for længst glemt drøm, der pludselig dukkede op i erindringen. ”Druknedrømmen”.

Det var en drøm, eller rettere et mareridt, jeg led af i en periode som barn:

”Jeg driver roligt på en tømmerflåde med strømmen på en flod. Tømmerflåden har en kahyt under dæk, hvor jeg opholder mig. Pludselig, uden varsel vælter der mængder af vand ned i kahytten og jeg kæmper panisk for at redde livet.”

Efter at drømmen havde gentaget sig mange nætter, fik jeg den idé, at næste gang ville jeg opgive kampen og lade mig drukne. Det lykkedes mig faktisk, og drømmen gentog sig aldrig siden.

 

Jeg havde givet slip på livet, og i stedet for skrig og panik oplevede jeg en fuldstændig fredfyldt ro – en ro, som jeg genkender fra en nærdødsoplevelse, jeg tidligt havde. Men ikke bare ro og fred, også en oplevelse af at blive forenet med flodens vældige energi og kraft.

Jeg husker sloganet: ” Det er kun døde fisk, der flyder med strømmen! ”

Men det er ikke rigtigt.

Man kan med fordel forene sig med livets stærke energi i stedet for krampagtigt at kæmpe imod.

 

Det gjorde, at jeg endelig turde give slip.

 

Men umiddelbart kan man ikke bare give slip én gang for alle. Man bliver udfordret igen og igen af den påtrængende, smertefulde virkelighed og af vores forfejlede planer, som vi alligevel fortvivlet klamrer os til!

Jeg tror nu, at det vigtigste i livet er at kunne give slip på det – både undervejs i livet – og når man ligger for døden.

 

Så langt for nu, kære Jade

Mere kan følge om, hvordan de døende reddede mit liv og om også at kunne give slip på vurdering og fordømmelse og om sorgen over det tabte som kilde til kærlighed og medfølelse, som jeg har oplevet det – og måske også noget om konstant genfødsel og lykkelige bisættelser ?!

I mellemtiden vil jeg spørge dig som erfaren vågekone. Jeg har oplevet andre vågere komme og fortælle, hvordan deres oplevelser med andres død kan være helt fantastiske og meget spirituelle.

Hvordan har du oplevet andres død?
Hvordan vil du med den erfaring ønske dig selv at dø?
Hvordan forbereder du dig praktisk og mentalt på at dø?

 

Kh. Ole

 

3 dage efter..

Vent lidt Jade! Det her skal med:

 

”Skyd først, spørg senere!”

Når vi nu taler om at give slip, oplever jeg, at noget af det sværeste at slippe i det daglige er ens negative tanker og følelser. Både i forhold til mig selv og rettet mod andre.

Nogen mener ligefrem, at vi mennesker faktisk har en afhængighed af negative følelser i lighed af sukker- og alkoholafhængighed og det i en sådan grad, at vi kan opleve det som vores egentlige natur. Andre forestiller sig endda, at vores fjendtlige holdning over for fremmede har sikret menneskets udvikling ud fra devisen: ”Skyd først, spørg senere!”

Pyh ha!!

At give slip handler, for mig, i høj grad om også at opgive vores spontane, vanemæssige vurdering, bedømmelse og fordømmelse af andre. Før vi har klaret det, kan vi vanskeligt gavne andre og dermed os selv.

 

Jeg blev selv opmærksom på min egen konstante afhængighed af at nedvurdere andre, da jeg havde fulgt min første terapeuts råd om at spadsere en rask tur på 1 time hver dag for at dæmpe min stress.

Det foregik på stierne ude på Amager Fælled, hvor der ikke var megen anden trafik.

Dér gik det op for mig, at hver gang jeg passerede et andet menneske, så fik det lige en svært negativ vurdering med på vejen: – de var grimt klædt, cyklede på en grim cykel, bar grimme briller, gik eller cyklede på en grim måde. Men ikke nok med det: – så var de sikkert også både dumme, fattige og ensomme!!

Da det havde stået på i nogen tid, tænkte jeg alligevel, at det godt kunne være anderledes. Jeg kom i tanker om en slags bøn eller anråbelse, jeg må have set et eller andet sted. Det var i hvert fald ikke én, jeg selv havde fundet på.

 

Den går sådan her:

 

Kære menneske

jeg tilgiver dig

at du ikke er

som jeg synes

du bør være

 

Jeg er taknemmelig for dig

og trækker al den energi tilbage

som jeg har brugt på at dømme

 

 

Da skete det ufattelige, at jeg virkelig lykkedes med det i 10 minutter, måske et helt kvarter. Men der kom heller ikke mange forbi.

 

Men helt ufatteligt var det, at da jeg således havde gennemlevet måske et kvarter helt uden grimme tanker, så var det pludselig som om, et umådeligt rum i mig og omkring mig åbnede sig, som om hele universet åbnede sig for mig, og jeg følte en lethed og rummelighed som aldrig før.

Som om hele den negative holdning til andre havde fyldt så umådelig meget, og at der nu viste sig plads til noget nyt, jeg ikke havde kendt til før.

 

Det føltes som at blive renset og født på ny.

Og minsandten om der ikke fikst og færdigt som fra det ydre – eller indre – rum kom til mig et digt om oplevelsen:

 

I hvert øjeblik

af det evige nu

er jeg genfødt

 

Ikke blot én gang i livet

hvert nytår

hver morgen

men for hvert skridt

i hvert åndedrag

i hvert øjeblik

 

 
Det er ellers ikke blevet til mange digte i mit liv.

Jeg har heller ikke efterfølgende genoplevet den nærmest kosmiske vision. Men begge dele har haft stor betydning for min forestilling om virkeligheden. At den måske ikke er helt så afgjort, som vi umiddelbart kan synes.

 

Jeg er også blevet lidt bedre til at efterleve ”anråbelsen”, især når det gælder relativt neutrale personer. Det kan dog fortsat være en stor udfordring med nærtstående, især dem der har været til besvær!

Hér ligger den store udfordring med at give slip, inden jeg dør, hvor det er afgørende vigtigt, at jeg har gjort rent bord.

Det ønsker jeg.

 

 

Jall/Jade

No Comments

Post a Comment