Press enter to begin your search

Hvordan de døende reddede mit liv #2 – Sjælesorgssamtaler

Vis mig hvordan jeg dør / Sjælesorgssamtaler  / Hvordan de døende reddede mit liv #2 – Sjælesorgssamtaler
Sjælesorgssamtale Jall & Jade

Hvordan de døende reddede mit liv #2 – Sjælesorgssamtaler

 

 

Sjælesorgssamtale imellem Ole Jall & Jade Mar Rolsted #2

 

Kære Ole

Ja, du spørger ind til mit vågekone arbejde ”Hvordan har du oplevet andres død?”

Jeg vil starte med at citere fra ét af mine blogindlæg om dét at våge for døende mennesker:

”.. Så flyver vi rundt, der og her. Fordyber os. Forplanter os. Vi skilles. Vi møder igen. Og igen. Arbejdsbier og elskovshingste. Liv. Kaotisk og stadig præcist følt, skabt og gennemlevet. Hold nu op, vi lever. Frygter. Glædes. Eksploderer. Vi planner og freestyler, curlende rundt om hver vores ’realitet’.

”Og så er vi her bare i et splitsekund”, sagde hun – min veninde og super seende clairvoyant.

Og så er vi her bare i et splitsekund. Og jeg sidder her i splitsekundet af nu, på én af de øverste etager på Riget. En lørdag nat på vej ind i morgenen, der ankommer. Jeg sidder her i slippet af et åndedræt til trækket efter det næste, hos en mand der dør nu. Slipper. Giver op? Giver over? Begynder på ny et andet sted? Bag hinden af det vi kalder ’døden’. Bagved. Synes det er det, jeg sanser. At de døende har det med ’at gå om bagved’, og igen træde her tilbage til vores ‘virkelighed’ – for at gå om bagved igen.

Ja, dén realitet dér. Hvad er egentlig døden? Hvad er egentlig livet? Vi bider os fat i røven af det, som vidste vi det.

Her i natten, langt oppe i Riget, ser jeg, at København gør sig klar til at ankomme – udkomme – én gang til – én dag mere. Det ku’ jeg lære af. Forholde mig blot til ‘én dag mere’. Og fyre min krævementalitet på livet, der rask væk tager for givet, at jeg da mindst bliver 77..

 

Og Ole, jeg vil fortælle dig om følgende oplevelse, jeg har under nærmest alle mine vågetjenesterier:

 

Vejrtrækningen er ALT når jeg sidder i en vågevagt

Dette døende menneskes åndedræt. Mit åndedræt. Det er egentligt ALT, der er. Åndedrættet er tråden igennem hele eksistensen. Den er tråden – forbindelsen – lige nu, imellem dette menneske og jeg. Det er egentligt ALT, der er. Alt jeg kender til. Bare det. Dét åndedræt dér.

 

 

Og du spørger mig, ”Hvordan jeg ud fra min vågekone erfaring, selv ønsker mig at dø?”

Ja, dén udforskning kan du tro, at jeg dykker ned i, uendeligt. ’Ønskelisten’ er lang. De essentielle ønsker får du her:

 

Ja, hvis jeg får frit valg på alle hylder, så ønsker jeg at dø i fuld bevidsthed

Og det betyder at leve så sundt jeg kan, så min fysik støtter min bevidsthed. Jeg vil gerne – og har villet siden jeg var barn – opleve, hvad døden er. Hvad er transittilstanden. Hvad sker der lige bagefter? Hvad åbner jeg op til eller tilbage til? Hvad hørte ’livet’ til, som fordamper i transitten?

 

Og hvad kan hindre mig i at opleve al dette bevidst? Ja, det tænker jeg, at dét at være dopet af smertelindrende medicin kan. Og derfor bliver det at leve sundt/vedblive at bebo en sund stærk krop, – der kan holde til ’transitten’, – fandens væsentligt. Og at holde eventuelle ’dødssmerter’ på et minimum, så jeg kan undgå bedøvelse af min bevidsthed.

Dét leder mig til, at jeg er ret optaget af menneskers oplevelse af smerte og evnen til at transformere og/eller at ’finde hvile’ i oplevelsen af smerten, i forhold til at sikre en uforstyrret upåvirket transformations-/dødsproces.

 

Jeg lytter både til erfaringer med medicin som smertelindring, og jeg udveksler med mennesker om deres opdagelser med smertelindring via hallucinogener. Jeg får fortalt om kognitiv smertelindring. Og jeg støtter mig til andre menneskers og egne erfaringer med at ændre bevidsthedstilstanden, så oplevelsen af smerte letter. Det sidste eksperimenterede jeg med, da jeg gennemlevede fødslen af min søn, Nor, og ét langt smertehelvede på 19 timer uden nogen former for bedøvelse på nær 10 minutters testkørsel af lattergas. Uden virkning.

Da jeg ’hang’ dér i fødslens smertehelvede og hverken kunne føde eller ’trække graviditeten tilbage’

og jeg var opkogt af smerte og ikke anede, hvorhen det bar og hvor længe. Da blev jeg ved at recitere, hvordan at alt, hvad jeg oplever nu (smerterne), blot er min ’normaltilstand’, og at det er alt, hvad der er. Ingenting før dette, ingenting efter dette. Dette er alt, hvad der er, og jeg kan lige så godt bare forholde mig til kun dét. Det gjorde jeg. Og dét var måden, jeg mestrede at gennemleve de langstrakte fødsels/ve-smerter på. Sammen med tanken om, at på et tidspunkt vil jeg være ankommet i en ny oplevelse igen, uden smerter. Det støttede mig også at forholde mig til.

 

Dét, at dø i fuld bevidsthed, betyder for mig at fuldende livsoplevelsen, idet jeg tror på, at døden er forudsættende for livet, om omvendt. Så jeg er naturligt så nysgerrig på at udforske, hvad døden er, og hvad dødsprocessen rummer og transformerer. Og jeg udveksler ivrigt med mennesker, der også har nærkontakt med mennesker i deres dødsprocesser og/eller har egne nærdødsoplevelser. Og det er især én af årsagerne til, at jeg tiltrækkes Buddhismens så veldokumenterede erfaringer med menneskers dødsprocesser. Som du jo selv ved, kortlægger Buddhismen meget specifikt, hvad der sker i dødsprocessen, op til at vejrtrækningen stopper, og hvordan vi så fortsætter den jordiske afvikling af vores eksistens og åndelige forløsning i timer – ja endda op til dage – efter, at vejrtrækningen er ophørt. Om Bardoerne og hvordan vi har mulighed for at rejse i vores bevidsthed og repetere vores karma og livshandlinger i denne Bardotilstand. For mig, tager Buddhismen sig virkelig af dét, at vi dør. At døden også er forudsætningen for overhovedet at være kommet i live. Det er natur!

 

Og så vil jeg gerne dø i armene af min mand

Ja! Det er muligvis håbløs romantik og helt fucked, men det er dét, mit hjerte nynner tilbage, når jeg spørger det, hvordan ’vi’ (hjertet og jeg) ønsker at dø. Og hvis jeg lige langtrækker dette ønskescenarie; så vil jeg elske at dø i naturen under den åbne himmel – gerne på Island, hvor jeg egentlig føler mig mest hjemme, og gerne lige nede i mavesækken af et geometrisk hot spot. Også omgivet af min søn og sjæleflok. En buddhistisk himmelbegravelse ville også være fuldstændig i min ånd. De må gerne æde mig. ’Jeg’ skal ikke bruge ’mig’ til noget som helst sammenhængende, når først jeg slipper denne verdslige ’virkelighed’. Pt. står der vist i mit testamente, at der skal holdes fest for de værdier, jeg er god for, og at jeg ønsker at blive spredt af havets vind ud i..

 

Jeg vil elske at vise min søn Nor, at døden (også) er det højeste skabende princip i fuldt vigør

Jeg ønsker at dø med fred. Og jeg har haft både oplevelser af stor fred og taknemlighed – nærmest en vilje til hyldest – over overhovedet at have været her i livsoplevelsen, til også at føle dødsangst længere tilbage i mit liv. Og her i min livsrejse oplever jeg flere timer i forløsning og fred med, at vi ender med at forsvinde, end oplevelser af ufred. Jeg vil elske, – og det er faktisk lidt af en ledestjerne for mig – på roligste vis at vise min søn på mit dødsleje, at jeg vælger at møde døden i dens natur og dens forudsætning for, at han og jeg overhovedet fik et liv med hinanden. At vise ham hvordan vi lige så stille og roligt sammen lærer at gennemleve, at jeg dør (eller at han dør, hvis han dør før mig). Jeg vil elske, om han vil kunne møde min død som det naturfænomen, den er. Og at døden (også) er det højeste skabende princip.

 

”Hvordan forbereder du dig praktisk og mentalt på at dø?” spørger du mig.

Min største praksis er dét at ’slette mig selv’ og at give, hvad jeg kender til om mig, fri. Fri for identifikation og fastholdelse af ’historier om mig’. At slette mig selv betyder, at jeg gør mit for at møde mig selv ufortalt, når jeg vågner ind i en ny dag. At jeg, – når jeg springer op til køjs og ind i natten, – ser for mig, at jeg slipper alle tanker og oplevelser, jeg har haft om mig op til nu, fri.

 

Nuvel kære Ole, jeg ER stadig ivrig: Hvordan endte de døende med at redde dit liv?

Og dét med druknedrømmen. Det tager virkelig godt fat i mig, Ole. I en grad, så: må jeg bede dig skabe en ting for mig, og for andre der er med på linjen her? Må jeg bede dig skabe en ’druknedrøms” guidet øvelse til mig – til os? Altså forstået sådan her; at hvis du skulle træne nogle op – mig fx, – hvordan vil du så instruere mig i at slippe – give ultimativt slip?

 

Kærligst, Jade

 

Jall/Jade

No Comments

Post a Comment