Press enter to begin your search

Hvordan de døende reddede mit liv #3 – Sjælesorgssamtaler

Vis mig hvordan jeg dør / Sjælesorgssamtaler  / Hvordan de døende reddede mit liv #3 – Sjælesorgssamtaler
Sjælesorgssamtale Jall & Jade

Hvordan de døende reddede mit liv #3 – Sjælesorgssamtaler

 

 

Sjælesorgssamtale imellem Ole Jall & Jade Mar Rolsted #3

 

Ja, nu når jeg så til, hvordan de døende reddede mit liv

Kære Jade, tak for din deling, hvor du som erfaren vågekone skriver om vores fælles åndedræt i livet og i døden. Buddhisterne fortæller jo, at vi oven i købet har et indre åndedræt, der varer ved længe efter, at det ydre er ophørt. De kan meget om døden, de buddhister!

Du skriver også om at ”slette sig selv”. Måske det handler om at give slip på sig selv og sit ego. At leve uden forstillelse. Måske du vil uddybe det at ”slette sig selv” som en vigtig praksis?

For mig er det en vigtig praksis at kunne slippe mig selv og den forestilling, jeg krampagtigt kan have om mig selv som ukrænkelig og uforanderlig.

 

Mine refleksioner har alle handlet om at give slip og overgive sig. Den første om overhovedet at turde m.v.a. ”Druknedrømmen”. Den anden om at give slip på negative tanker. Hér kommer vi nu endelig til:

 

HVORDAN DE DØENDE REDDEDE MIT LIV
– om at give slip på min livsopfattelse, livsførelse og identitet

 

Som jeg skriver i mit første pong, havde jeg ramt en – eller faktisk flere, livskriser, da jeg havde passeret de 50.

Indtil da havde jeg været en meget travl og betydningsfuld familiefar, forbundsformand, bibliotekschef, selvstændig skribent, radiovært, koncertarrangør, rejseleder m.v. Alt sammen meget ansvarsfuldt, kreativt, interessant og beundringsværdigt – og helt afgørende for min egen forestilling om overlevelse, skulle det vise sig. Dét, sammenholdt med seriøs stress og konstant selvkritik og selvnedgøring.

Jeg havde faktisk en reel forestilling om, at hvis min kalender ikke var fuld af aftaler og presse- og stævnemøder, ville jeg ophøre med at eksistere. Så galt stod det til!

Da jeg endelig kom til at overveje, at det kunne og skulle være anderledes, måtte jeg også overveje at tage min fantastiske karriere op til kritisk revision.

 

Det var 25 år som ”meget travl og betydningsfuld”, jeg kunne se tilbage på og uden rigtig at finde noget, der gav virkelig mening for mig selv – og måske også andre.

Jeg endte helt forbi mit tidlige, herlige kunsthistoriestudium til en årrække som såkaldt medicinsk fastvagt på datidens hospitaler i København: Blegdamshospitalet, Militærhospitalet, Bispebjerg m.fl. Det lod sig gøre efter ½ år som medicinstuderende og et 14 timers fastvagtkursus. En fed og vellønnet tjans.

Normalt sad man som fastvagt hos en enkelt patient, der kunne være kritisk uden at være døende. Men til tider havde jeg også såkaldte gangvagter, hvor man faktisk var overtallig og kunne sidde det meste af en aftenvagt uden at forlade kontoret.

Det oplevede jeg på flere såkaldte langtidsmedicinske afdelinger, hvor patienter, ofte kvinder, bare lå for at dø.

Det kunne de få lov til uden nogen særlig opmærksomhed, ud over at blive skældt ud, hvis de trak for meget i alarmsnoren.

Af grunde jeg ikke kan forklare, foretrak jeg at drikke min kaffe ved deres seng. Jeg kan ikke huske, at det gjorde noget særligt indtryk på mig dengang og efterfølgende. Men 25 år senere stod det endeligt som noget helt særligt – og betydningsfuldt.

Den erkendelse gav mig anledning til at undersøge tilsvarende muligheder som en vej ud af min livskrise. Og det lykkedes faktisk at finde frem til en lille, særlig organisation: ”Center for Bevidst Liv og Død” og dens meget fine og grundige kursus om døden og livet.

Det blev for mig indgangen til en mere opmærksom og afklaret tilværelse og efterfølgende uddannelser som SOSU-assistent, healingmassør, samtaleterapeut, trivselsvejleder og konfliktmægler. Travl og betydningsfuld, men på en helt anden måde.

Ganske vist var jeg igen ved at ”dø af stress” efter en årrække med helt urimelige arbejdsforhold i socialpsykiatrien.

Så nu er jeg igen tilbage og holder mig i live hos de døende som aktiv i en vågetjeneste i Nordjylland.

 

Du udfordrede mig i dit ping med at transformere drømmen om ”Druknedøden” til en guided meditation. Det vil jeg forsøge mig med. Hvis det skulle lykkes, kan det måske præsenteres i et kommende pong.

 

Kh.

Ole

 

 

 

Jall/Jade

No Comments

Post a Comment