Press enter to begin your search

Hvordan de døende reddede mit liv #5 – Sjælesorgssamtaler

Vis mig hvordan jeg dør / Sjælesorgssamtaler  / Hvordan de døende reddede mit liv #5 – Sjælesorgssamtaler
Sjælesorgssamtale Jall & Jade

Hvordan de døende reddede mit liv #5 – Sjælesorgssamtaler

 

 

Sjælesorgssamtale imellem Ole Jall & Jade Mar Rolsted #5

 

”NOTHING TO DO – NOWHERE TO GO”
(Master Linji)

 

”Du skal bare være, hvor du er og ikke ”fikse” noget”

 

Kære Jade,

Du udfordrede mig således:

”Og så nåede jeg frem til din deling af, hvordan de døende reddede dit liv. Tak. Kan du gå dybere ind i det? Hvordan lykkes netop de døende med at holde dig i live: Hvad er det præcis, som sker sammen med dem, og som ikke sker ellers i dit eksisterende og levende liv?”

 

Og du spurgte mig også om:

“Hvordan lever du med, at din kvinde døde? Fra dine fortællinger om jeres liv sammen, oplever jeg, at I var knyttet i dyb kærlighed til hinanden. Hvordan bearbejder/lever du med sorgen? Hvordan helt konkret: hvad gør du i hverdagen? Hvad gør du, når sorgen skyller benene væk under dig? Har du ritualer, praksis, rytmer, – der hjælper dig med at lade sorgen leve i dig, uden at den maser livslysten ud af dig.”

 

Nå, jeg troede ellers, at jeg havde forklaret mig nok om, hvordan at have siddet hos døende som ganske ung ændrede mit liv som midaldrende.

Men der kan måske nok føjes noget til (igen set i bakspejlet), og som måske også giver mening i en bredere sammenhæng om at mestre sorg og tab.

Så tak for din insisteren !

 

Når mine tidlige oplevelser som våger ved døende livshistorisk set kom til at fremstå så anderledes (betydningsfuldt), er det nok, fordi det netop havde været så anderledes ved, at jeg undtagelsesvis bare havde været til stede uden at foretage mig noget særligt – og alligevel have haft betydning.

Hele resten af mit liv havde jeg haft betydning ved at fare rundt og foretage mig en masse ting af stor betydning for mange mennesker.

Det var som om al denne foretagsomhed, efter en nærmere vurdering, mistede betydning i forhold til dét bare at være (alene eller sammen med en anden).

 

Jeg tror ikke, at jeg kunne forestille mig ”bare at være” dengang, men nu har jeg efterfølgende i årevis øvet mig i at være stille og alene og oplevet, at der kan ske alt muligt overraskende – og overraskende godt – og det helt uden, at jeg forsøger at planlægge og arrangere alting på forhånd.

Som en klog kone formulerede det for mig: ”Jo mindre du forstyrrer omstændighederne, jo bedre bliver resultatet”.

 

Det har ikke været nemt at skulle sidde på sine hænder !!

 

Men netop hér var det, at mødet med døende var en afgørende hjælp.

Dér skal man ikke ”fikse” noget, men bare være.

 

Min kone døde i foråret 2018 af ALS efter 2-3 års sygdom.

(en forfærdelig, pludseligt opstående lidelse, der nedbryder kroppens nerver og muskler)

 

Hendes sygdom og død var meget uretfærdig!

Hun var jo sund, smuk og klog og levende aktiv til gavn for mange mennesker, som hun hjalp som forbillede og gennem terapi, undervisning og supervision, – og vi havde sammen gang i alle mulige fælles aktiviteter i samme retning.

(mærkelig karma ! – hendes ?, min ?? eller alle de andres ???)

 

Jeg kunne blive grebet af vrede over, at alle mulige grimme, usunde og unyttige mennesker bare kunne leve videre, mens hun blev taget fra os!

Jeg kunne også blive grebet af selvmedlidenhed over at skulle leve videre uden hende og alt det vidunderlige, vi havde i vente.

Jeg kunne også blive ramt af skyldfølelse over ikke at have kæmpet bedre for hende i det syge, danske sundhedsvæsen.

 

Til gengæld oplevede jeg et døende menneske, der i hele forløbet var fuld af gavmildhed og imødekommenhed trods det, at hun undervejs mistede alle de færdigheder, som hun havde levet af og sat pris på.

 

Hun var på den måde en stor inspiration for alle omkring hende.

Det kan faktisk lade sig gøre at give slip, lykkelig og fuld af kærlighed.

 

For mig gjorde det det lettere at give slip på hende.

Og følelserne af uretfærdighed, misundelse, vrede, selvynk og skyld kan man lade passere, som de kommer og går.

 

For mange af os er det måske mere nærliggende at tage (varigt) ophold i dem med offeradfærd eller depression til følge eller at flygte fra dem med afledning eller fortrængning ved alkohol, arbejde og anden aktivitet.

 

Ud over min afklaring om, at ingenting varer ved, og at døden rammer os alle, fik jeg uventet hjælp af en gammel zen-mester, Linji Yixuan (eller Rinzai Gigen, som de siger i Japan)

Jeg havde en bog liggende med hans belæringer (udgivet af Thich Nhat Han (2007)). Jeg havde kun læst meget lidt af dens mange ord. Men selve titlen: ”NOTHING TO DO – NOWHERE TO GO” blev en stor støtte for mig.

 

Der var nok at gøre efter fruens død (bl.a. var huset undervejs blevet indrettet som et mindre hospital), men ellers tilbragte jeg det første ½ år med ”bare at være og ikke forsøge at ”fikse” noget” – i forhold til mig selv.

 

Tabet er uafvendeligt, men sorgen er forgængelig som summen af vreden, misundelsen, selvmedlidenheden og skyldfølelsen, – og som tiden går, kan tabet også erstattes, hvis man tør give slip og åbne for noget nyt.

Det tror jeg på, at alle vil kunne opleve.

 

Det hjælper at have øvet sig på at give slip og at trække sit vejr opmærksomt. Det er også godt at kunne tage imod og at opsøge kloge, gode mennesker. De findes alle vegne.

Det hjælper også at sørge for en kærlig bisættelse (og gerne følge kisten helt ind i krematorieovnen), og glade efterfester gør også godt. For de af os, der tror på videre liv, er det også godt at sende de afdøde glade tanker. Det gør dem godt, dér hvor de er nu.

Det er i hvert fald godt for os selv.

 

Måske kan man også have gavn af 1 times rask spadseretur hver dag ?!

 

Kære Jade, det var, hvad jeg nu kunne bidrage med. Den guidede ”druknedrøms”-meditation er stadig i proces.

Knus, Ole

 

 

Jall/Jade

No Comments

Post a Comment