Press enter to begin your search

“Vis mig hvordan jeg dør!” var mit nødråb

Vis mig hvordan jeg dør / Egen rejse  / “Vis mig hvordan jeg dør!” var mit nødråb
Vis mig hvordan vi dør

“Vis mig hvordan jeg dør!” var mit nødråb

Et nødråb jeg kaldte ud, da jeg sank sammen på gulvet – mast af sorg over mulig udsigt til at skulle dø fra min søn.
Det er næsten 7 år siden nu. Og dengang troede jeg – for anden gang i mit liv – at det kunne ende med, at jeg skulle dø. Jeg havde forhøjede celletal i underlivet. Min søn Nor var knap 1,5 år. Og jeg var nærmest lige landet med det at være blevet mor, da celletallet steg og blev ved at stige, igennem 9 måneder. Jeg blev målt hver måned efter hver menstruationscyklus. Og for hver gang var beskeden til mig, “ja, desværre, tallet er igen steget en del efter sidste måling.” ..
Ufreden med, at jeg måske var slettet fra jordens overflade året efter, udryddet af livmodercancer, rev i mig. Sorgen eksploderede mig, og efterlod mig i stumper og stykker på min kærestes evigt lune badeværelsesgulv.
Hvordan gør man det? Dør?
Hvordan ville du vise barnet, din ven, elskede, hvordan det er, vi dør, når vi skal?

“Han hedder Nor, min søn. Hvis jeg dør af det her, vil I så tage jer af ham? Vil I holde ham syngende? Han elsker at gå igennem den mørke morgen på gaden, hånd i hånd. Hvem kender jeg, der kan tage Nor ind til sig, som var han deres egen? Hvem elsker ham gennem alt, når han en dag laver et virkelig fuck-up. For det gør han.

Hvem kan erstatte min magiske ’Drageblods’-smoothie, som han elsker? Hvem kører fingrene igennem de nye hår fra hans kranieskal, når jeg ikke kan, længere..?

Hvis nogen da for fanden kunne vise mig, hvordan vi gør det her. Dør! Eller forholder os til, at vi muligt dør. ‘Før tid’.      

 

‘Vis mig hvordan jeg dør!’ er min blog og transformationsfartøj. Det er mit opråb for, at vi også vender vores liv og nærvær ind mod dét, at vi dør, selve dødsprocessen, vores dødsbevidsthed og vores liv sammen om døden. Det siges, at vi engang levede nært og direkte med døden. At vi oftest døde hjemme, og at dét forærede os en helt lavpraktisk relation sammen om dét med døden. Jeg hører fra forfædrene, at vi havde håndelag, ritualer og kundskab om, hvordan vi døde. Hvorfor var det, at vi gav ‘dødskraften’ og kundskaben fra os? Var det regningen for at optimere på at kunne behandle sygdom på sygehuse? Var det konsekvensen af selvrealiseringsiver og velfærdsstat?

 

Er det radikalt, når jeg spørger ind til vores dødsbevidsthed og dødskraft?

Det var radikalt! Nærmest et chok at stå dér og føle mig til tælling, uden en oplevelse af at, dét at dø også er min natur. Uden følelsen af at være i kontakt med min dødskraft, hvis jeg skulle til at dø..

 

‘Vis mig hvordan jeg dør!’ er også min undren. Undren over hvorfor tegn på forgængelighed og forfald censureres ud af livsoplevelsen, når nu vi også er født til at dø! Som om vi lever evigt. Stædigt ‘forlænger’ vi hvad som helst fri for tegn på forfald i ét langtrukkent ‘kan alt’.

Peaker vi i disse år?! I forhold til hvor langt væk ‘hjemmefra’ vi kan komme. Som om bevidstheden om at vi principielt altid er aktivt døende, reduceres til en omsorgssvigtet granat, der en dag raserer og vender vrangen ud på ubevidstheden. Mast! Af akut vakt og lysende dødsbevidsthed. Mast! Af grænseoverskridende rå dødsnatur, vi aldrig indtog at leve side om side med.

 

“Al født skal dø!”

Hvor er det vi går hen, og lærer at dø?

 

Vi hylder indgangen til livet, men udgangen kan rende os i røven!

Der findes tonsvis af baby- og forældre-magasiner. Vi har high tech fødeafdelinger og vi kan tilkøbe ekstra fødselsforberedelse. Men hvordan forbereder vi os på døden, hvor går vi går hen med døden og dens følelser? Vi kan flyve helt til mars, men tager vi det mest nære, vore egen død, til os? Vi ved så lidt om hvilken form for liv, oplevelse og væren, vi er, når vi dør fysisk.. Hvem ved, måske udgangen er tættest på indgangen? Min søn Nor udtrykte engang spontant: “Døden er dér vi kommer fra, inden vi bliver født!”.

Ja, måske: “Døden er dér vi kommer fra, inden vi bliver født!”.

 

Hvordan f…. kan vi tage en så transformerende og skabende kraft som døden er, og så nærmest slette dens eksistens fra vores levemåde og samværsflade?

Siden jeg var barn, har jeg set den skabende kraft, døden ER. Set hvordan døden øger vores grad af nærvær og evne til at være tilstede. NU! Jeg kan ikke pege på nogen mindfulnessteknikker, der kan få røven ind i nuet, på samme måde som død, sorg og forgængelighed kan. Så jeg insisterer på, at vi også i vores kollektive samvær anerkender aldringen, døden, og dødsøjeblikket, som ligeværdige til fødselsøjeblikket og livet. Og som forudsætning for at at leve et fuldblodsliv!

 

Bloggen ‘Vis mig hvordan jeg dør!’ er mit udforskningsfelt, hvor jeg møder mig selv i mine spørgmål om døden, og finder tilbage til min dødsnatur og dødskraft. For mig har det været en “Quest” til at erkende, at jeg i ét og samme splitsekund, er et skabende OG et døende væsen.

Min Quest er opbygget på baggrund af mine egne erfaringer og interviews med mennesker om døden.

De spørgsmål der er kommet ud af det er:

Hvilket liv vil du elske at leve, nu her i ‘sidste resten’ af dit liv?
Hvad betyder det for dig at du eksisterer? Hvordan tager du dig af, at du eksisterer?
Hvordan skal du leve, for at kunne dø, som du ønsker? Hvordan er det egentlig, at du ønsker at dø?
Hvordan foretrækker du at leve sammen med andre, om dét med døden – egentlig?
Mange vil gerne udveksle mere sammen med andre omkring livet med døden. Men hvad præcist skal udveksles?
Hvordan vil du leve med sorgen ved pludselig udsigt til dit eget ophør, fx ved livstruende diagnose? Hvad er din dødskraft så? Og hvordan bruger du dødskraften til at møde det, som kommer?
Hvad skal ‘dø’/transformeres i dig, for at du kan nå frem til den, du er nu? For at nyt væsentligt kan skabe sig til?
Hvordan virker det skabende i dig, at kigge direkte ind i dit eget ophør?

 

Jeg taler tit om ‘Skabende dødsbevidsthed’ som en måde at gå helt ind i lidelsens ikke kun ødelæggende kraft, men også skabende kraft.

I én af mine egne stunder med sorg i forbindelse med tab, kom sætningen: “Smerten gør mig frugtbar” pludselig til mig. Den nærmest skød sig ind som en regnbue i mørket. Der var ikke længere kun smerte. Der var mere end sorgen. Der var noget som blev til liv. Forstår du?

 

Ja, det var her på badeværelsesgulvet, at jeg sank sammen og gemte mig som et såret dyr efter kampen med tanker og forestillinger om en fremtid, der langt fra var ankommet endnu. Det var her, jeg sad – og blev siddende – indtil jeg fandt nok ro til at kunne eksperimentere med at skabe fred med, at jeg muligt skulle dø fra Nor.

“Det føles ikke, som om nogen logik eller healing kan sikre ham mod at blive efterladt med et krater af sårbarhed og savn. Han er så ny. Frisk. Al for frisk endnu, til at stå her i livet, alene. Jeg er hans mor! Hvordan skal jeg forklare ham, at jeg.. Forgår? Rejser videre? Går i dvale som bjørnen? Det kan jeg sgu’ da ikke! Forlade ham.“

 

Hvordan er det vi gør det her? Dør?

Ja!, imens mit instinkt for liv rakte efter quickfixes på hylden for overlevelse – var der også en del af mig, der trænede i at dø. Trænede til at kunne slippe livet, og se enden af ‘mig’ i øjnene.

Som krigeren gør, trænede jeg langt udenfor komfortzone. Jeg tvang mig til at blive og trække vejret i det, når jeg konfronterede min dybeste frygt og modstand. Jeg kiggede mig omkring, men fandt ingen andre at spejle mig i. Der er ikke meget snak om det her! Hvordan vi helt konkret, lærer at dø. Jo, på et filosoferende plan, men ikke nede her i materien, hvor min søn kigger på mig og putter sig ind til mig, som var jeg lavet af evighed. Hvad gør vi med den lammende sorg, når vi skal slippe ‘før tid’? Hvad gør vi med vores børn, der i løbet af splitsekundet skal lære at stå selv? Det var én af mine ensomste ‘sjælens mørke nat’. Jeg kan udtrykke det sådan her: Jeg gennemlyste nådesløst mine indre kampe med al den selvkærlighed jeg ku’ mobilisere, indtil de slap velvilligt og transformerede sig til spirende fredsarbejde.

 

Fredsarbejdet blev til flere ting. Især en fordybet ‘Quest om livet og døden:

Når vi er skabt til at leve, hvordan er vi så også skabt til at dø?

Hvordan forfalder vi ultimativt? Lader os falde? Slipper, uden at gribe fat igen? Hvordan forløser vi følelsen af, ikke at være klar til at dø? Ja, det er counter-intuitive. Men stuntmænd gør det. Træner det counter-intuitive. De falder, selvom instinktet konstant søger rejsningen. De træner sig op til at falde. Buddhister gør det. Træner dét at forfalde. Det er deres ‘kunst’ at forgå. Jeg har flere gange mærket mit instinkt for liv. Så hvad er mit counter-intuitive instinkt for at dø, når jeg skal?

Min stærkeste praksis var at stirre direkte ind i det fact, at jeg egentlig ikke ved – eller kan have forventninger til – hvor langt det her liv rækker. Du kan tro, at jeg kom til stede! Det var som en stor fed ‘selv-løgner’ der med ét faldt til jorden. Vi snakker ikke en lille bitte pis-nål, men en kæmpe lorte-bjælke. I lyden af et gigantisk brag, forstod jeg at sætte mine krav og forventninger, til hvor langt jeg og livet her rækker – fri.

 

Imens mit instinkt for livet rev i mig, tog det al tidsregning med sig. Og uden uendeligt tidsbegreb – ingen dovenskab!

Når vi ikke måler i tid, og forventer længde og mængde af liv, så er vi alle døende. Lige nu. Og selv hvis vi igen slår tidsregningen til, så kan det være, at jeg dør før dette døende menneske, jeg sidder og våger ved. Så, dét virkelig at erkende, at jeg forgår – ikke først engang langt ude i fremtiden men virkelig tager ind, at det ku være indenfor det næste år, næste halve år, i løbet af de næste 3 måneder, 3 uger, 3 dage. Måske inden jeg når at skrive dette indlæg færdigt. Bang! Dér nåede jeg helt ned i roden af erkendelsen: jeg ANER IKKE hvor lang tid ‘sidste resten af mit liv’ varer. Det gør jeg virkelig ikke. Og lige netop her i sorgen over at ‘jeg’ ikke er særlig varig, og måske forsvinder før jeg ‘forventede’ jeg skulle. Her åbnede en endnu stærkere evne til at sanse og være ‘live’ med det vildeste fænomen: at JEG LEVER lige nu! Jeg nåede ind i roden af at opleve, at jeg både er et menneske i skabelse, og i forfald, på én gang.

Det ommøblerede fuldstændig min måde at leve på. Og min måde at elske og forstå kærlighed. Og kunsten åbenbarede sig: dét både at knytte mig til mennesker, til livet og virkelig tage fat i materien mens jeg er her – samtidig med, at jeg sætter al frit. Intet er mit at eje!

 

En anden del af min Quest, var også at turde ‘Gå planken ud’

Jeg ‘gik planken ud’ kaldte jeg det: dét at turde se hele opløsningen af ‘mig’ for mig. Dét at udforske det ekstremt sårbare i at møde min ultimative forgængelighed og dét at jeg dør en dag. Især for at kunne være i livet fra et sted uden anelse af retningen herfra. At leve helt uden historier. At leve ufortalt. At leve uden fremtid. At gå fra det hele. At gå hjem til dét som ER lige nu. At gå fra drømmene, der tager mig væk fra nuet. At ‘gå hjem’ og nyde essensen af dét jeg drømmer om, og som jeg eksporterer/projicerer ud i mine drømme. Helt konkret, så kunne jeg føle ufred med, at jeg måske ikke skulle leve længe nok til at opleve eller nå, det jeg drømte om. Lad os sige det fedeste retreat skovsted i en fed skov. Så hvis jeg nu døde om et år, ku jeg umuligt nå at realisere det – spare sammen.. Så for at kunne gå fra alt jeg havde begær efter, undersøgte jeg essensen af det jeg begærede: hvad giver det skovsted mig? Ahh ok, dét jeg virkelig drømmer om, er at sidde udenfor i den dybeste fred, og spise lækker mad i det fri. Og så lovede jeg mig, at gøre netop dét samme dag. Smurte mig min madpakke, ud med mig, i det fri.. Det kan lyde banalt – for simpelt.. Og det virker så dybt for mig, dét at tage vare på at udleve dét, jeg essentielt er tiltrukket af. Nu. Kan du følge mig? Ikke, at jeg ikke har flere drømme, eller ikke ønsker at opleve endnu et stort kærlighedsmøde i livet. Men det som er virkeligt, er lige nu. Intet er mit at eje!

Da dødserkendelsen nåede helt ind i roden af min natur, transformerede sorgen over udsigten til eget ophør, til en skabende kraft. En skaberkraft, der hjælper mig til at træde fuldstændig til i livet. Med ‘mig’, og dét jeg gennemstrømmes af. “At tage sig af sin eksistens” kalder jeg det, for mig selv. At gå fuldstændig skabende ind i, hvad vi er bærere af. At insistere på selve det i os, der oplever – og ikke på længden eller mængden af oplevelsen. At træde til, i fuld engagement, knytte mig så dybt jeg evner, og samtidig slippe alt i tilknytningen.

 

Det var stærkt skabende at gå til roden af min eksistens

Tit når jeg går på gaden, gennemlyser tanken mig: så hvis jeg skal slippe, dø, forgå i aften kl. 21, hvad lever jeg så lige nu, som gør, at jeg er i fred med at skulle slippe i aften, hvis det er dét jeg skal? Jeg fortæller dig, at det virker som Instant sandhedsserum, der skærer igennem al bullshit. Fik jeg holdt af hverdagen? Ja, det kan du tro! Fik jeg fortalt min dreng, at vi er skidegode til at leve, og at vi finder ud af dét med at dø, også? Ja, jeg gjorde! Og Signe ved også nu, at jeg elsker hende!

Kan vi træne os op til at leve dagsbevidste og erkendende om, at vi er døende?

JA! DET er mit opråb. Ikke forstået sådan at jeg ikke også drømmer og lever ubevidst. Men jeg NYDER at være her, samtidig med at jeg reelt ikke aner, om jeg er her efter 21 i aften.

Og jeg er nu toptrænet i at finde/forstå essensen, som min drøm repræsenterer. Og dén essens (ud)lever jeg nu! For den dybeste tiltrækning i mig, har jeg lige levet.. Det er roden i mit statement “at døden også indvirker som en skabende kraft”. Dét at manifestere og udleve de liv, vi længes efter, inden kl. 21 i aften!

Døden er konstant tilgængelig som en intens transformationskraft. En kærkommen skaberkraft, hvis jeg ikke definerer den værende positiv eller negativ, men bare oplever den rent. Døden er det mest aktiverende og levende, jeg evner at opleve. Selv når jeg sidder og våger for et menneske, der lever sine sidste dage, timer, minutter, så er rummet tæt af én som eksisterer. Ren rå eksistens. Måske fordi den form af eksistens, vi kalder livet her, da står på sit yderste. Når jeg er med døende, så kaldes jeg fuldstændig tilstede, med alt hvad jeg er. Dét er den dybeste fredskabende livspraksis, jeg har. Dette arbejde er mit kald, og det kalder mig altid hjem.

Den erkendelses Quest som min intuition bragte op, da jeg kæmpede for fred, har jeg siden fundet tilsvarende praktiseret i Buddhismen. Buddhismen praktiserer og udtrykker det sådan her “Det er sikkert, at jeg skal dø. Jeg ved ikke hvornår, jeg skal dø. Og når jeg dør, dør jeg alene.”.

Ja!, vildt enkelt. Ja!, konstant dyb praksis!

 

Her er mere fra min selvskabte Quest, som jeg trænede og fredsskabte med:

Kan man træne sig op til at dø?

Hvordan?

Nogle af os dør, før vi troede vi skulle dø. Kan vi træne os op til at dø frie, forløste, i fred, i glæde, når vi dør før, vi forventede?

Hvad kan vi ik´ dø fra, uden at have levet det, sagt det, skabt det?
Hvad skal sættes fri, inden vi dør? Elskes?
Hvad er essensen af de dybeste drømme og længsler vi har? Lever vi som vi virkelig ønsker det, nu mens livet er? Og hvordan kan vi udleve essensen inden kl. 21 i aften, hvis vi sku’’?
Hvordan skaber vi fred med, at vi måske ikke når at skabe ‘færdigt’?
Hvordan vil du ønske at kunne dø, når det sker en dag? Lever du på en måde nu, der muliggør det? Er der du skal tage dig af? Blive endnu mere vågen på?
Hvis du skulle vise mig hvordan vi dør. Hvad viser du mig så?

 

Jeg tager min iPhone, og ringer til gynækologen. 10. gang jeg ringer.. Det er så abstrakt og tungt at ringe.. En del af mig lytter igennem en tåge..

”Ja, nu er tallet så mærkbart faldende.” siger de til mig.

 

Det var én af de mest udmattende livsoplevelser, jeg har gennemlevet, dét at føle mig til tælling. Det var en udfordrende og grænseudvidende sorgproces, der i den grad ‘egopeelede’ mig ind til roden af dét jeg er. Det strippede mig for fravær i det levende, for selviskhed og tomgang. Det strippede mig for lysten til at rage til mig via ‘flugt-forbrug’ Og det var mit hidtil mest eksklusive møde med, hvem jeg er. Jeg ville aldrig have været hende, jeg er, uden dødserkendelsens grænseoverskridende transformationskraft! På en måde kan du sige, at jeg ‘tabte jeg mit hjerte til døden’. Jeg tabte mit hjerte for dem, som snart skal møde døden, dem som lige nu dør, og dem som lever efter en, der døde. Jeg vil elske at kunne vise dem, som lider og føler sig formørkede, at døden også er en skabende kraft, der leder os hjem i roden.

Det her er mit opråb for, at vi skaber dødsbevidsthed og tager dødens skaberkraft tilbage i vores liv!

 

Jeg kan ønske mig, at engang når vi bliver “dem, der var”, så var vi dem, der slog kreds for hinanden i stunder med døden. Vi sang for hinanden. Vi dækkede hinandens børn op, når én af os døde fra vores barn. Vi sad med hinanden, i stilhed og i ivrig udveksling om dét med døden. Vi var for hinanden i uvisheden hen mod døden, og i sorgen. Og når vi følte den anden i sorg, sagde vi “Jeg kan se at du er knust. Jeg vil gerne være her med dig. Jeg ved ikke hvordan endnu, og jeg føler mig lidt klodset. Men jeg vil gerne være her. Fortæl mig hvordan du kunne tænke dig, at jeg er her.” Vi var med hinanden, når vi tabte håret, vores fyldige kinder, egoet og når brysterne slap. Sammen tyrede vi brugt ungdom og illusioner på porten. Og vi trænede hinanden op i at slippe drømme og afføring – uden skam. Vi sad med hinanden, når vi døde.

Det var måden, vi var der med hinanden, i det fuldblods liv, dér.

 

Vil du være med til, at vi viser hinanden, hvordan vi dør?

Min intention med mit opråb og bloggen her, er at ilte og spaceholde et fordomsfrit og (k)ærligt udforskningsfelt. Et felt hvor vi kan reflektere til ende, uden at censurere os selv eller ‘holde os ovenpå’. Hvor vi kan vise hinanden, hvordan vi dør, når tiden er.

Kram! Jade

 

Jade Mar Rolsted

4 Comments

  • Mona Gregersen

    Svar 2. marts 2019 10:25

    Wow…. hvilken fantastisk kærlighedserklæring til livet ❤️

    Jeg er helt blæst omkuld af dine visdomsord om livet kærligheden og døden – tak!

  • Sara Grabow

    Svar 8. marts 2019 6:36

    Forfaldet … jeg er med dig. Jeg føler to modsatrettede spiraler. Den ene overgiver sig til materien og smerten. Den anden skaber og løfter. Den ene styrker den anden. De er begge livsvigtige… eller dødsens vigtige. Tak Jade fordi du sætter ord på. Lad os åbne op for posen. Åbne ballet. Forfalde og føde. Lad os rumme det sammen. Så frydefuldt frugtbart. Tak.

  • Sophia Carolina

    Svar 9. marts 2019 22:52

    “Døden er dér vi kommer fra, inden vi bliver født!”.

    JA!

    Tak for rå og hudløse refleksioner. Jeg kan mærke, at du lever. Jeg lever også lidt ekstra nærværende og bevidst, når jeg tænker over døden, men jeg har aldrig rigtig mærket den så intenst som netop nu, da jeg læste dit skriv. Tak.

    Selvfølgelig skal vi tale om, hvordan vi dør. Jeg har aldrig tænkt over, at der findes en masse magasiner, forberedelseskurser, bøger osv. vedr. fødsel, men ikke noget vedr. døden. Og JA! Det er jo i og med dødsbevidstheden, at vi for alvor finder FRED.
    Tak.

  • Lars Røssell

    Svar 19. marts 2019 20:37

    Faktisk er det at dø fra sine børn så traumatisk at man risikerer at blive en rigtig hønemor i det næste liv. Alt bliver sat ind på at give børnene en god opvækst, man kæmper som en kriger med næb og kløer. Og glemmer måske de voksne omkring én.
    Livet er forunderligt, men som Goethe og Middelvejen siger er mådehold en god ting.

Post a Comment